Son, cha cha cha, reggaeton, showsalsa for kvinder og rumba/columbia for mænd
Udover den cubanske salsa vil vi også komme til at danse lidt af disse danse:
Son
Son er grundstammen i salsa. Det er her, det hele kommer fra. Son blev danset helt tilbage i 1940´erne i Cuba, inden den sammen med mambo kom til USA, hvor den blev blandet med andre stilarter - og blev til det, vi i dag kender som salsa. Den er et meget vigtigt element for at få en musisk forståelse af salsa. Derudover giver den mulighed for at få hele kroppen med, så der også er bevægelse i overkroppen, når man danser og ikke kun en masse fodarbejde. Dans skal være en helhed. I son dansen er der ikke så mange drejninger som i salsa, men en masse stil.
Cha cha cha
Er også en cubansk rytme- og pardans. Den er en del af det, man i Cuba betegner som populære danse. Den blev udviklet i 1950´erne og danses og spilles stadig meget. Den er sjov og lidt svær at danse.
Showsalsa
Den cubanske cabaretstil er en meget sensuel og feminin danseform. Alle bevægelserne danses med en løftet holdning. Der er et samspil mellem at skabe bevægelser med bløde hofter og skuldre. Her er den meget åbne og udadrettet energi altafgørende for dansens udtryk. Showsalsa er en sammenblanding af salsa, samba, jazz og elementer af funk, som sammensættes i koreografier.
Rumba/columbia
Rumba/columbia er en mandlig dansestil inden for rumba, hvor mændene spiller op til hinanden ved at vise smarte dansetrin og bevægelser. Disse bruges også i andre cubanske danse såsom salsa, hvor elementer herfra inddrages i dansen.
Reggaeton
Reggaeton er det helt nye inden for dans og musik i Cuba. Her er det hofter og skuldre, der er i fokus. Det er superhot og giver sved på panden. Både kvinder og mænd danser denne dans.